Er du træt af de kedelige hvide vægge, der pryder de fleste danske hjem? Så kan farver meget vel være det, der skal til – og vi har samlet 4 af vores bedste råd til at få mest muligt ud af farverne.
Når der skal males indvendigt i de danske hjem, er hvid klart den mest populære farve. Men de seneste år har mange boligejere fået nok af de kedelige vægge, og de drømmer om at indføre flere farver.
Har du det lige sådan?
Med farver kan du skabe en særlig stemning i dit hjem, eller du kan skabe blikfang på en bestemt væg. Mulighederne er mange, og vi har samlet vores 4 bedste råd – ting du med fordel kan overveje, inden du lægger dig fast på en bestemt farve.
Husk i øvrigt, at hvis du ikke selv har lyst til at forestå malerarbejdet, så hjælper vi dig gerne.
Overvejelser forud for valget af farve
Det er ikke uden grund, at mange foretrækker de hvide vægge. Det er ganske enkelt det sikre valg, og det kan føles grænseoverskridende at lægge sig fast på en bestemt farve til væggene. Hvad nu, hvis man ikke kan lide den alligevel?
Her er det vigtigt at huske, at det ikke er det mest tidskrævende projekt i verden, så hvis du efter noget tid opdager, at du ikke bryder dig om farven – ja, så kan du jo male den over med hvid maling igen.
Neden for har vi listet fire af de ting, der kan hjælpe dig i jagten på det rette farvevalg.
1) Hvilken stemning vil du skabe?
Inden du bare vælger en farve efter forgodtbefindende, så overvej, hvilket udtryk du ønsker at skabe. Vil du tilføre blikfang og energi til rummet, eller drømmer du om at skabe et eventyrligt læsehjørne?
Hvis førstnævnte er sagen, skal du gå efter de klare farver, som er kendte for at give energi – for eksempel orange og grøn. Er det derimod sidstnævnte, du forestiller dig, så skal du måske nærmere have fat i en dæmpet rosa eller gråblå.
2) Vil du gøre rummet større eller mindre?
Afhængigt af dit farvevalg kan du få rummet til at virke større eller mindre.
Har du et lille rum, der virker lidt trangt, kan du med fordel male det i lyse, kølige farver, da det får væggene til at trække sig fra hinanden. Modsat får de mørke og varme farver væggene til at samle sig, så rummet ikke virker så stort.
3) Understreg hyggen med hulestemning
Har du et rum, der gerne må være ekstra hyggeligt at sove i, kan du overveje at male både vægge og loft i en mørk og varm nuance. På den måde fjerner du noget af lyset og skaber en hyggelig og intim atmosfære – lidt som en lille hule.
4) Skab blikfang
Udover spørgsmålet om farvevalg skal du også overveje, om det er hele rummet – inklusiv loftet – der skal males, eller om du mere ønsker at skabe blikfang på en enkelt væg.
Ved at male én enkelt væg i et rum skaber du blikfang og fremhæver nogle af de elementer, der står og/eller hænger på væggen. For eksempel flotte lamper, billeder eller møbler.
Hvad er det værste, der kan ske?
Hvis du er usikker på, om det er en god idé at male én eller flere vægge, så spørg dig selv, hvad der er det værste, der kan ske? Vi kender nemlig godt svaret; det værste er, at du ikke kan lide udtrykket, når malingen er påført, og så er du nødt til at male om.
Men så er det faktisk heller ikke værre, og hvis du tænker på de mange flotte fordele, der følger med farver i boligen, så vil vi sige, at det er værd at forsøge.
God fornøjelse!